Fra Ugeavisen Nordfyn d. 6.12.2008
Nyt idrætsprojekt for overvægtige børn får støtte af Kulturministeriet
UGGERSLEV:
I Forældreforeningen på Løkkemarkskolen har man fået en god idé. Sammen med Skovdalens Gymnastikforening vil de nemlig skabe et alternativ til de mere traditionelle idrætsgrene som fodbold og håndbold, så også de overvægtige børn kan være med. Den idé er nu blevet præmieret med 60.000 kroner.
- Det er ikke alle der går op i håndbold og fodbold, siger Simon Vaaben, der er kasserer i Løkkemarkskolens Forældreforening.
- I dag skal man nærmest have det rigtige tøj for at gå til fodbold. I gamle dage gik vi bare ud på gaden og legede.
- Det er back to basis det her, siger Simon Vaaben. Han har ofte fået at vide til forældremøderne på skolen, at flere børn spiste for usundt og var overvægtige. Derfor ville han sammen med forældreforeningen gå nye veje og skabe et inkluderende miljø for overvægtige børn.
- Blandt andet motionsløb og børn- og forældregymnastik. Motion behøver ikke altid at være fodbold og håndbold, mener Simon Vaaben. Det er dog ikke kun overvægtige børn, der kan være med. Der skal være plads til alle.
- Det vigtigste er, at vi har fået midler til at skabe et samarbejde mellem skole, SFO og gymnastik.
- Vi har fået pengene, fordi vi er gået nye veje, siger Simon Vaaben.
Visse børn ikke med
Også i Skovdalens Gymnastikforening er der glæde at spore over pengene.
- Vi kan se, at der er visse børn, vi ikke får med. Nu kan vi også ramme de børn, siger Helle Chopart fra foreningen. Hun forestiller sig, at pengene blandt andet skal bruges til at arrangere motionsdage og foredrag for børn og forældre.
- Nu skal vi finde ud af, hvordan flest muligt får glæde af pengene, siger hun og fortæller, at det burde ligge fast i midten af januar.
De 60.000 kroner er en del af en pulje på knap 40 millioner kroner, som Kulturministeriet uddeler til projekter, der får udsatte børn til at dyrke idræt.
Jeppe Nybye
tirsdag den 6. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar